Jeg tager toget hjem i myldretiden,
hver sidder bøjet over sin mobil,
de travle hjerner tonser bits og viden,
imens jeg bærer over med et smil.
Jeg mærker ro og menneskelig varme.
Man gearer ned og stiller sindet om,
mobilafledning, videoklip med charme,
så slukker man og stirrer tanketom.

En kvinde kørte baglæns, skifter sæde,
nu blev der plads at kigge ud og frem.
Hun smiler til mig i sin stille glæde,
og jeg står af, skal have bussen hjem.
Først hilser jeg på Brugsens kassedame,
det hører dagligvareindkøb til.
I bussen flimrer der en led reklame,
som lokker med gevinst i pengespil.

Jeg skumler: ”Fanden tage disse skærme,
der forurener menneskenes sind
som flagermus i sorte tankesværme!
Hvem mærker hjertet, hvem tør skue ind?!
Var IT-udstyr, tør jeg roligt vædde,
et stærkt receptbegrænset opium,
kom mange folk bevidst og klart tilstede
og skabte liv og smil i byens rum!”.

Nu, hjemme i min sikre bolig-kasse,
bag skærmen, hamrer på mit tastatur,
og profeterer fra min hjernemasse
om undergang og hæslig skærmkultur.
Jeg præker netop her på internettet,
imens du kører hjemad fra din pind.
Men du er sikkert træt og overmættet
og ønsker bare fred og synker ind.

Jeg dirigeres hen til lænestolen.
Dér daler billeder og tanke-dug,
som gradvist damper bort i hjertesolen.
Tilbage danser kun et tjener-fnug.
Det ønsker dybt at højne, inspirere
kulturen i vor civilisation.
Og hjælper sjælen med at fokusere
og træde frem som digter og person.

Det rejser mig, jeg strækker atter ryggen.
Det siger, jeg skal lave aftensmad.
Rumsterer derpå i mit spisekøkken,
serverer frikadeller på et fad.
Fordøjer. Klikker ind til lyttersværmen
og hører klassisk i min radio.
Omsider slukker det computerskærmen.
Jeg vasker op – og gaber –. Går til ro.

Frank Colding 21. maj 2025