Guds nåde
Da jeg arbejdede på fjerde vers, havde jeg oplevelsen af at have malet mig op i et hjørne. Rejste mig fra computeren og fik en oplevelse, jeg ikke før har haft: Den konkrete virkelighed med fuglesang, børn der spillede fodbold neden for altanen, solen der var kommet frem, lyden af biler på vejen. Den konkrete virkelighed blev nærmest mere konkret, end den plejer at være. Og samtidig var den skænket af en guddommelig vilje, der gav af sig selv. Det var helt ufortjent. Gud gav af sig selv. For det var hans vilje. Gav sig til kende, ved at vise den konkrete dagligdag, som noget han skænker mennesker.

Oplevelse af en guddommelig vilje, der giver af sig selv, kan sikkert også formuleres i andre religiøse termer, end Guds nåde. En teosof ville måske sige, at jeg fik kontakt med det atmiske plan, at det atmiske plan afspejles i det fysiske plan, og at det netop var afspejlingen af det atmiske plan i det fysiske, jeg oplevede. En buddhist eller en hindu ville måske kalde det noget helt tredje og fjerde.

’Guds nåde’ er samtidigt et kristent, teologisk begreb, og centralt i Martin Luthers lære: Mennesket frelses ikke ved gerninger, men alene ved troen på Guds nåde. Om Luther havde en religiøs oplevelse af Guds nåde, ved jeg ikke. Men måske. Og måske en anden, end den jeg her beskriver.

Man kan også sige, at det var en oplevelse af Gud immanent: Gud er her midt i min verden, lige foran min næsetip.

Det var ikke en indre bøns- eller meditationsoplevelse. Der var heller ikke noget mirakel. Det var konkret og hverdagsagtigt, og Gud var til stede. Det er Han/Hun jo hele tiden. Om vi går til sport, mediterer, passer børn, går til banko, går på arbejde osv. er helt irrelevant på det plan. Men det betyder på den anden side ikke, at jeg vil sætte mig og ’fede den’ i min stol resten af livet.

En oplevelse som denne er formentlig også beskrevet eller antydet et eller andet sted i Bibelen. Men så bibelkyndig, at jeg kan sige hvor, er jeg ikke. Det ville ellers være godt at kunne referere til et sådant tekststed.