Afrimeren

Jeg afrimer fryser,
det’ lidt af en gyser
om varerne tør,
før skabet er smeltet
og varerne væltet
tilbage, som før.

Men spar på din charme;
brug føntørrevarme,
når den skal befri’s.
For sluttes kontakten,
så fortsætter akten,
med kulde og is.

Jeg vasker dens skuffer
og maser og puffer
mig ind i dens rum,
og hører, det pipper
fra isfrie ribber
betaget og stum,

fortabt i et indre
af tågede vintre,
og drømmer naiv,
om fortidens sejre,
og elskov, der fejrer
et storladent liv.

Jeg vågner og fylder
i skuffer, på hylder
med nedfrossen mad,
og tænder, det lyser,
nu blinker min fryser,
og summer så glad,

at fortid er fortid
og fremtid er fremtid,
der bærer sin vej.
At dem, jeg nu kender,
de er mine venner
og holder af mig.

Er næppe så frodig,
men mere tålmodig
og mindre gal;
har job visse dage,
hvor skulle jeg klage,
er mere normal,

og lider nu mindre;
et roligere indre.
Og komme den dag,
det håber jeg gerne,
hvor jeg og min hjerne
har helt rimet af.

Frank Colding, 2006-11-21