Jeg kæmper mod min inerti,
mit stolte jeg må lide;
et æsel dvæler indeni,
som ikke gider gide.
Jeg giver det pisk og gulerod
og tal i regnearket,
altid ødsel, flink og god,
men ofte får jeg sparket
og havner i min lænestol,
hvor jeg kan slikke såret
og tælle måner, stjerner, sol,
imens jeg smiler fåret.
Guds lam kom til Jerusalem,
Han styrede æselføllet.
Jeg sadler op igen og igen;
for klodset, dum og øllet.

Hvad lærer jeg? Lidt disciplin,
jeg bliver mer’ tålmodig
som genstand for et billigt grin
og mere mild og frodig.
Og glæden, den kommer pø om pø,
det hænder, at vi fester,
nyder kaffebrød og hø,
elev og læremester.
Vi deler brødet, åndens mad,
mit æsel ser, jeg vifter
med et kopieret palmeblad
fra kristendommens skrifter.
Det skryder: ”Hvis du præ’ker pjat,
så får du et los til stolen.
Der kan du sidde, elskede skat,
og åbne hjertesolen”.

Ak, jeg er ikke teolog
med styr på trossystemet.
Jeg prøver logisk dialog,
men havner i poemet,
hvor hjertet bli’r blødt og bringer fred,
men også gør mig doven.
”Æsel, livet må i skred,
vi går en tur i skoven”.
Vi trasker ad en afstands-sti,
kun få si’r hej og nikker.
I ensomhedens pandemi
er ingen mere sikker.
I hele det globale felt
fornemmer man angsten smyge
sig ind bag sprækker, true hver helt,
som kæmper for de syge.

Hvad kan jeg gøre? Bede Gud
at hjælpe sygeplejen.
Og ellers bare holde ud
og ikke gå i vejen.
Selv frygter jeg ikke snart at dø.
Men flere dør jo, givet.
Trækker nummer i den kø,
der skaber liv i livet.
Så lige nu og her hos mig
er ingen klagerøster.
Snart går det støt den vante vej
til fødselsdag hos søster.
Jeg traver med mit æselføl,
som giver mig kamp til stregen.
Belønnes med en kælderkold øl
til mayonnaise-rejen.

For dumt at være optimist,
mens døden går og griner?
En overfladisk egoist,
er det, hvad æslet ligner?
Regeringen sender skræk og bud:
”Lad være med at smitte,
undlad derfor at gå ud.”
Er jeg en lovløs nitte?
Der skal jo stadig købes ind,
en del af mit dilemma.
Kan Skype fra kontorets pind
og ses med søster Emma,
det nære under trange kår
er søskenderelationen.
Fra lægen: nu et svar jeg forstår
på e-konsultationen.

Der kom appel om samfundssind
fra vores statsminister,
og talen gik empatisk ind,
alvorligt dens register.
Vi danskere styrer mod den dåd
at nå den grønne kurve.
Afstand og de gængse råd
forsinker fald af spurve.
Hvor red Han dog sit æsel let
med alt på spil og færde.
Det var en skæbnetung stafet,
Han ensom måtte bære.
Men, efter påske, håb og mod:
Måske kan vi lempe, fire.
Nu gumler æslet sin gulerod.
Vi gør som Mette siger.

Frank Colding 19. marts til 3. april 2020

 

Tekstforum.dk Sabbath Andersen19/04/2020 kl. 2:23 pm

Hvem skulle have troet, at et digt med den spøjse titel ”Æslet” dækker over noget så traurigt som den aktuelle corona-krise? Men det er ikke desto mindre tilfældet her. En slags lejlighedsdigt egentlig.

Men først: Hvor er det rart, at Frank med mellemrum bakker op om Tekstforum med en ny tekst. Og altid noget, der batter noget, når det sker. For han er jo et gudsbenådet skrivetalent. Det kan ikke understreges tit nok.

Forfatteren – på trods af den alvorlige baggrund – i sit lystige hjørne. I mange henseender også i velkendt stil. Og så alligevel lidt anderledes denne gang.

Mon ikke jeg ofte har fremhævet den suveræne beherskelse af metrik og rytme og evnen til at få et sprog i flere nuancer til at smyge sig så let og ubesværet om indholdet, at DET alene bliver en æstetisk fryd for øjne og ører.

Men også altid noget for tanken. Aldrig fortærsket, altid med skarpt sete sandheder til stimulering af sjæl og intellekt.

Korordinering mellem sprog og indhold altså i fuldendt harmoni. Det kan han, som ingen anden, og imponerer med hver gang. Derfor har jeg har ofte tænkt på, hvorfor han ikke med et talent i den retning, rapper noget mere. Oplagt er det da – men det må være noget med at føle sig fremmed over for genren.

Og så sørme om noget sådant ikke desto mindre manifesterer sig denne gang. I hvert fald derhenad. Det vanligt velsmurte og tætte ensemblespil mellem ord og mening udfolder sig i teksten her i et knap så disciplineret mønster, som man kender fra andre af hans digte. I stedet en lang, tempofyldt ordflom, der netop er så karakteristisk for rappet.

Ligesom jegets forhold til sin omverden er det. Men absolut uden det selvhøjtidelige præg, der ellers plager mangt et af slagsen. Tværtimod, i en udpræget selvironisk eksponering. Med andre ord, det Benny Andersenske, gennemsnitlige hverdagsmenneske i en turbulent ramme og spiddet på kærlig vis. Det er også et tema, der er set før i Franks digtning.

Her suppleret af æslet, som et billede på den ene del af en vilje revet midt over. Dog ikke det med Jesus på, som også spiller en rolle i digtet. Ej heller knap så udfordret som hint Buridans berømte æsel, der i sit vægelsind var ved at dø af sult, fordi det ikke kunne bestemme sig mellem to høstakke. I Franks udgave bliver æsel og menneske heldigvis reddet af Mettes gulerod. Og helt uden pisk (man skal jo hele tiden tænke på meningsmålingerne).

Hvor underfundigt og sjovt fundet på!

SA