(Forspil)

Ah, jeg dalrer og danderer
denne skønne formiddag.
Gider ikke producere,
og det falder i min smag
blot at slække tøjr-snoren,
løsne muskler lalleglad,
slentre mig en tur langs fjorden
rundt om havnen til min stad.

Se, de fjerne svaner lyser
hvidt, hvor solen dukker op.
På en sten i vandet kyser
skarver hejren uden stop.
Deres vinger basker, våde.
Nu har hejren fået nok.
Og på kajen hejses både,
flyttes hurtigt væk med truck.

Løsner nakken let og takker,
ingen jager rundt med mig.
Kroppen er min gode makker,
og vi leger ’slentre-leg’.
Dog, i går i fitnessklubben
valgte vi at lægge arm:
En duel på løft og skubben
til musik og støj og larm.

Jeg går ind i Folkeparken.
Træerne: en gylden port.
Fra den toner ødemarken
stille, højtidsfuldt og stort.
Men på skolelegepladsen
holder unger frikvarter
fejrende festivitassen.
Som de gynger, råber, ler!

Kommer til Conditoriet,
nogle holder her kontor.
Energibogholderiet
går vist op, så vidt jeg tror.
Lader servitricen trylle
mig kalorier, herlig smag.
Mæt af mad og liv og fylde
går det hjemad for i dag.

Hjemme pukler jeg som digter,
som en skjald blandt hverdagsfolk,
kæmper åndens storkonflikter;
ganske vist, en ydmyg tolk.
Intet ved mig at berømme,
kun et vandrestøvlespor
mildt vibrerer hjertestrømme
fra Guds Sol og Moder Jord.

Frank Colding 13. november 2019