Alle har et job at gøre,
ikke alle får en løn,
arbejdslivet sammenfører
tro og race, alder, køn.
Selv de spæde børn må stile
mod det nøgne moderbryst,
og de døende gå mile
gennem tvivl til troens kyst.

Børn i skoler læser, regner,
og kreerer, dyrker sport,
unge men’sker går og tegner
sig et bærbart verdenskort,
finder deres kompetencer
i praktik og teori,
søger arbejdsmarkedschancer,
bruger deres energi.

Voksne lærer deres roller,
er på godt og ondt model,
gør et job, hvor de forholder
sig til andre med sig selv,
plejer egen karriere,
tager nok en ekstra tørn,
får det ansvar, de kan bære,
har et liv med deres børn.

Efter styrken kulminerer,
bli’r de til det sølvgrå guld,
så’r det tid at præparere
næste arbejdsmarkedskuld.
Udenfor står de, der søger,
de vil gerne ha’ et job,
inden de bli’r alt for møre,
håber snart at live op.

Og de syge må behandle
deres sygdom hver og én,
de får ro til at forvandle,
avle visdom frem af mén,
jobber med at forebygge
(europæisk velfærdsland),
er som alle andre trygge,
mener vi med vor forstand.

Pensionisten har sin hobby,
hygger, får sig en passiar.
De, der deltog i en lobby,
skriver deres memoir’,
holder rent i egen stue
med en hjælpers mellemkomst,
og den kære enkefrue
vander sin hibiscusblomst.

Alle har et job at gøre,
alle er vi lidt af hvert.
Det, som gør vort Danmark større,
er når jobbet er os kært.
Når vi sammen formulerer,
hvad vi gør for det vi får,
lærer vi at integrere
egne mål og fælles kår.

Vi må flytte os en tøddel
hen mod job og dialog,
hverken offer eller bøddel,
inkludere, bygge bro.
”Overførsels-” og ”sociale
ydelser”, det er vort skøn,
bør en dag i skrift og tale
skifte navn til ”borgerløn”.

Frank Colding 2008-07-30