(Forspil)

Sidder i min vindueskrog
tør og vel til mode
med min lille notesbog,
skriver på en ode
til det danske bygevejr
denne milde vinter,
som det veksler her og der
fuld af våde finter:

Det er trist at ønske sig
alting på det tørre.
Vinterbygens hurlumhej
gør kun solen større.

Oh, du karske blæseluft,
som kan li’ at regne
med din glade ufornuft
alle vide vegne.
Du er frisk og du er ny
sætter fut i vrimlen,
kaster hat og paraply
højt op under himlen.

Det er trist at ønske sig
alting på det tørre.
Vinterbygens hurlumhej
gør kun solen større.

Du kan rigtig hvirvle højt,
sprede dine dråber,
medens folk i gaden drøjt
skutter sig og måber.
Hensynsløs det er du ej,
du vil bare vande
parkens træ, en snavset vej,
det må alle sande.

Det er trist at ønske sig
alting på det tørre.
Vinterbygens hurlumhej
gør kun solen større.

Og du holder op igen,
giver plads for solen.
Se, da er du alles ven,
tørrer frakkekjolen,
før du atter gør den våd,
dynger til med væde.
For du er så drilsk og kåd
i din vilde glæde.

Det er trist at ønske sig
alting på det tørre.
Vinterbygens hurlumhej
gør kun solen større.

Frank Colding, 20. januar 2005