De smilende

Om en fyraften på planeten

(Forspil)

Nu daler over myldretiden
en diset regn.
Der blusser smil og indre viden
fra læbers tegn.
Vi stiger ind til sæderygge
i bussens blå,
og ser et strejf af rosa lykke
på himlen, grå.

Vi bliver stille sammenrystet.
Og er du slidt,
så tro på varmen midt i brystet.
Hvor drypper blidt
til os, bag gadernes lanterner,
fra Panteon
i glimt, som små Plejade-stjerner,
Guds Helligånd.

Nu hjælper lyset en forvildet
i Jordens slør,
som indbildt kæmper magten, spillet
ved bussens dør.
Chaufføren vinder hurtigt freden.
Kvarter i fem.
Tålmodigt tilgir’ vi fortræden
og regner hjem.

Planeten slutter myldretiden
på denne egn
og øser kærligt Buddha-viden
i smilets tegn.
Der efterlades sæderygge.
Og plyssets blå.
Man går mod aftensmad og lykke
ad gaden, grå.

Frank Colding 10. oktober 2011

dino
12/04-2012
Selv en grå hverdag er fuld af små ting og begivenheder, som vi normalt ikke regner store, ja - vel nærmest lig nul. Men Frank ser tingene anderledes. Hver ting eller begivenhed har sit eget unikke navn og sin egen betydning. En tur i bussen kan være en lille verdenskrig, et intergalaktisk ragnarok, og alligevel et fredfyldt smil, der skaber bånd og relationer imellem mennesker, der nok ellers regnede sig så fjerne som plejaderne fra Jorden. Jeg har vist sagt det før: Kunsten er at få øje på det og sætte det i skrift. Halfdan Rasmussen var en af de andre, der kunne. Venlig hilsen Dino.