Hvis du vidste, hvor jeg savner dig, veninde,
ville du nok sikkert blive glad,
og ganske sikkert også overvinde
din store frygt for det, du ved nok hvad.
Hvor meget kan jeg love dig min kære?
At vi skal følges indtil dødens stund?
Jeg ville gerne love, men desværre;
har mange gange brudt, var der en grund?

En sjæl har sine underlige veje,
og to kan være sammen for en tid,
men man kan ikke regne med at eje,
og man må vandre vejen bid for bid.
Men kan vi bare følges ad i glæde,
vil intet rigtig kunne være spildt,
når livet det gør ondt og man må græde
og tænke, at man levede for vildt.

Vi er jo lig’som bundet til hinanden,
kan ikke rigtig løbe vores vej,
så vil du være kvinden, er jeg manden,
som glæder, sårer, og som elsker dig.
Nu står du for min dør med fattet mine,
og siger du vil ikke dele seng,
og du er ganske klar og fast i dine
små klip af min forhåbnings tynde streng.

Du kaster lys på hele illusionen;
og siger, du kun føler, det du kan.
Et venskab er dit tilbud, intentionen.
Her står jeg som en dyb, men enlig mand,
der tragikomisk synger sine sange
om kunstnerens og enemandens lod,
og minder om, at nok så mange gange
har Amor-pilene en bitter brod.

Frank Colding 3. november 2005