Jeg sidder på altanen
og laver ingen ting,
det var nu ellers planen,
jeg skulle vær’ i sving,
fordybet i at skabe
vidunderligt og rigt
i stedet for at gabe
og grifle dette digt.

Men, det er sløje tider,
min hjerne føles sløv,
som om den ikke gider
og kun vil samle støv,
der klæber i en tåge,
som snart vil dække alt
det lune og det kloge
og øde livets salt.

En forlagsmand tog bunken
og gav sit nådesstød,
og livet blev en lunken
tallerken havregrød.
Tilbage er et vattet,
begrædeligt humør
på bunden af en splattet,
forsmået amatør.

Nu er det op på hesten
og ride nok en gang.
Jeg børster støv af vesten
og mærker atter trang
til livet med mit gode:
At digte er min sag!
Det kommer nok på mode
at læse mig en dag.

Frank Colding 2009-08-19