(Kort forspil)

Det kan umuligt passe,
jeg skal sætte mig i stolen,
bare sove.
Og sidde dér og gasse
mig, mens folk fra syd til polen
gør det grove.
Så jeg har sat min hjerne
til at digte små banale
skriblerier.
Programmet ser dog gerne,
der bli’r kaldt på den lokale
indre kriger,

som kæmper, overvinder
alt det træge, ta’r ved lære,
er i live.
Kom, mærk hvor solen skinner.
Den kan ikke lade være
med at give.
Den skinner på de onde,
ligesom på alle gode,
med sin nåde.
Så kan jeg altså bunde,
ud’n at fatte, med mit ho’de,
denne gåde?

Vi kender det fra Skriften,
det berettes fra mystikken:
Gud er skaber.
Og værket er bedriften,
som Han elsker; selv tragikken
og en taber.
For døbt i vandet, ilden,
vil vi vågne op i ånden
så vi takker
for væren og for villen,
mens vi rækker næsten hånden
som en makker.

Tilfreds på denne aften,
for jeg klarede programmet
nogenlunde.
Vorherre gav mig kraften.
Men i morges var jeg lammet,
tom for grunde.
Blev trukket træg af stalden,
hvorpå ånden lifligt blæser
dette credo.
Forundres himmelfalden:
Se, en prædiken for min læser
og mit ego.

Frank Colding 3. januar 2023