Drengen og fuglen

Om et umage par

Du er en fugleunge, og jeg er blot en dreng,
der holder dig imellem mine hænder,
og synes du er dejlig, og sød, og strid og streng,
med klør der kradser, bløde fjer. Du sender
et blik med lige dele af frygt og livsbegær,
jeg synes vore dage er så korte.
Og sluppet må du flakse dig fri med et besvær,
der ængster mig, når du er længe borte.

Det er vel din natur, at du må ud på flugt,
og overnatte hvor det bedst kan passe,
selvom jeg nok har syntes, du kunne bo så smukt
her i min hjemmegjorte fuglekasse.
Men du vil ud på marken og være kragefugl
og rode med dit pløjenæb i jorden.
Se, spredte aftenflokke på vej mod natteskjul,
mod nøgne bøgekroner tæt ved fjorden.

Du kom til mig en morgen, min sjæl var vingeskudt,
hvor angsten pluds’lig gav sig til at tynge.
Jeg tog min lod i skæbnen, og vi har ikke brudt,
og jeg kan stadig holde af at synge.
Dog; var vi mand og kvinde, og jeg var ikke dreng,
blev mit begær for stort og dit for lille.
Så der er sorg i glæden og harpens lyse streng,
som klinger til mit hjertes solsort trille.

Frank Colding december 2007