(Forspil)

Jeg var et fnugget himmelfrø,
før jeg blev født i jordens skød.
Jeg sov i mulden indtil tø
og spired’ op mod solens glød.

Da kom den travle sommertid
med rod og stængel - blade på.
Jeg rakte op med stræbsom flid
en blomst mod himlens lyse blå.

Nu er det blevet efterår,
og jeg skal dø og visne hen.
Kom hjælp mig Gud, nu hvor jeg går
til himmels som et frø igen.

Et lille fnugget himmelfrø
i årets store møllehjul!?
Skal jeg for altid fødes/dø
og længes i mit hjerteskjul?

Nej, jeg skal blive mere fri
og salig i min pilgrimssang,
og langsomt træde opad i
forvandlingens spiralopgang.

Og ved basunens sidste stød,
når denne verden skal befri's,
opstår jeg klædt i lutret kød
til Jordens nye paradis.

Frank Colding 20. november 1994