Jeg stritter og knitrer,
er helt elektrisk,
min aura forvitrer,
forsøger perplektisk
at lappe en sprække,
bruge min damp,
jævne og række,
og rumme min kamp.

Har orket, præsteret
i dag, i aften,
og mer’ vil ha’ mere,
men saften og kraften
må nu transformeres,
takkes til ro,
vugges, vibreres
med tillid og tro.

Dagen ender nu min ven.
Ved du hvad? Du skal i seng.
Nu skal du go’natte.
Det er tid at finde hen
til din drømmeverdens eng;
til de skjulte skatte.

Frank Colding, 4. marts 2005