Der var krisetegn på himlen,
lyset mat i stjernevrimlen,
engle sidder slapt på skyer
regnen grå i landets byer.
Men Vorherres tændrør tændes,
nu skal dette sløvsind vendes:
”Hvorfor sidder I og hænger?
Ser I ikke verden trænger!”

Gabriel forsøger fjoget:
”Men’sker fatter ikke noget.
Der er ingen ting, der nytter
for den Jord, som vi beskytter.
De vil slås om rigdom, ære,
glemmer man bør ta’ ved lære.
Myrder, stjæler fra hinanden.
Ser du, de har tabt forstanden.

Rager til sig, skøre, sære,
ingen skønhed i det nære.
Vore gaver dør, kreperer.
Gud, vi gider ikke mere!”
”I sku’ ta’ og ta’ Jer sammen.
Jeg er ånden, kilden, flammen.
Vis dem Jorden de har fået,
alt det smukke, jeg har sået.

Havets liv og himlens kåbe,
må ku’ få dem til at håbe,
tro og dele Jordens goder,
elske venner, børn og moder.
Kom lidt helligt liv i luften,
lys og dråber til fornuften”.
Gabriel sa’e: ”Godt, vi prøver
med en vievandsforstøver.”

Tekst: Jytte Westendahl, 2013
Tekstbearbejdning: Frank Colding, 2013