Fyldepennen

Lykkefolket

Frank Colding (Books on Demand GmbH, København)

Af William T, 1/10 2011

Med digtsamlingen Lykkefolket inviterer Frank Colding os indenfor i sit poetiske væksthus, hvor idéer drives frem med nænsom hånd og springer ud som formfuldendte vers.

Samlingen, som består af 47 digte skrevet fra begyndelsen af 2008 til efteråret 2010, bærer på forsiden en illustration af Gunnar Aagaard Nielsen, hvis motiv, en højtflyvende fugl over et blågrønt landskab, smukt annoncerer digtenes emnekreds: alt mellem himmel og jord, set sådan lidt fra oven.

For det er præcis, hvad Colding gør; han løfter sig op og betragter livet med dets mange facetter og knuder og knyster, fra vinkler og på afstande der giver perspektiv og mulighed for indsigt.

I åbningsdigtet Lykkefolket møder vi digteren ved dagens begyndelse. Han ser ud over havet, og mens solen stiger op, og verden langsomt vågner, kondenserer dagens første indtryk til ord, som han kan fælde ned med sin pen.

Det sprog, der kommer til ham, er overalt varieret og blidt og melodisk, og selv om han åbenlyst mestrer mange lag og et højt abstraktionsniveau, forfalder Colding aldrig til ironisk distance i sin behandling af selv de mest hverdagsagtige situationer; fra dem henter han kun mere inspiration. Som fx når en snotfyldt tud forvandles til en hyldest til kvinden i hans liv, hendes livskraft og omsorg (Partneren), når frustration over hjemmesidenedbrud omsættes til finurlige linjer om evnen til ikke at få øje på den enkle løsning, som ellers ligger lige for (Den teknologiforskrækkede) eller når synet af solsorte, som bader i tagrenden, gør ham boblende glad indeni (Solsortene i tagrenden).

I det hele taget resulterer mødet med naturen ofte i poetiske tanker hos Colding; et halvformuldet bøgeblad på en skovsti i november giver associationer til genfødsel og metafysik (Det håbefulde bøgeblad); tanker om æstetisk enkelthed og elegance springer ud af en krokus på en forårsdag (Den blå krokus); en fouragerende svane på fjorden bliver symbol på et øjebliks fuldstændig lykke (Svanen); en stær får rollen som djævlens advokat i en diskussion om pligten til at gøre en forskel i verden (Synderen?).

Et opmærksomt og eftertænksomt sind (i kombination med et bredspektret interessefelt) kan imidlertid hente motivation og sprogbilleder fra et utal af kilder. Derfor skriver Colding også indsigtsfuldt og velformuleret om alt fra samfundsforhold (fx Arbejdsformulatoren) og videnskab (fx Fabelfysikeren og Einstein-fortolkeren) til kreativitetens flygtighed (Skaberen), dagdrømme om at benytte stillingen som morgenavisomdeler til at iværksætte en samfundsrevolution (Bladkongen) og om at være sammen med en døende slægtning i dennes sidste timer (Den vågende).

Samlingens sidste digt Sommerbebuderne er en smuk epilog. Digteren er tilbage i sin stue, hvor han igen lader blikket vandre ud mod horisonten, mens han gør status over de indtryk og erfaringer, som rejsen gennem livet indtil videre har bragt. Og selv om han må konstatere, at ikke alt derude er ubekymret idyl, ser han fremad i tryg og glad forventning om alt det, der fortsat venter.

Alt i alt er Lykkefolket et varmt og livsbekræftende vidnesbyrd fra en voksen mand, som generøst deler ud af sin kærlighed til og tanker om tilværelsen, som den nu engang tager sig ud.