Glæden ved at skrive
holder mig i live.
Jeg er glad og i vigør,
og går rundt og blæser
på, hvis nogen læser
mener, jeg er amatør.

Gå med mig til fjorden,
til din plet på Jorden.
Syng om den med brask og bram.
Sådan er vi sammen
som en del af stammen,
mødes i et bjørnekram.

Jeg vil sikkert længe
gå i skov og enge.
Ensom bli’r jeg nok til sidst.
Dage bliver korte,
venner, måske borte.
Stadig nærer jeg min gnist:

Viljen til det gode
hjælper folk og klode,
når vi husker vi er én.
Som en del af kuren
går jeg i naturen,
bliver bladet på en gren.

Livets lumske tjørne
(eller pandabjørne),
mangler sund retfærdighed.
Elske fjender, kære?
Hjælp os Verdenslærer
til at opnå ret og fred.

Frank Colding 17. august 2019