Her er rart i mit vehikel

(Forspil)

Her er rart i mit vehikel,
trygt er hjemmet om min krop.
Vi har fred på vor matrikel,
aftenkaffen skænket op.
Jeg har lige mediteret,
mærker vished i min tro:
Jeg er elsket, accepteret,
sidder i min varme ro.

Dagens drama lagt på hylden,
folk må gøre, hvad de vil,
prøve at gi’ andre skylden
eller droppe deres spil.
Jeg har taget dagens kampe
med mit eget træge sind,
lempet, når det stod i stampe,
hvilet, før det gik i spin.

Har en plan for morgendagen,
som kan gøre dagen god.
Ser hvordan jeg skærer kagen,
deler af min overflod.
Man må sove for at trives,
det er tid at si’ godnat.
Og i morgen, mens man kives,
ta’r jeg atter roligt fat.

Frank Colding 19. januar 2019

Noder:

Klaver