Sang-univers / Samfund / Arbejde / Historie
Fremtidsforskeren
Om hverdagens historie og eventuel basisindkomst
 
I lange perioder har min vigtigste opgave i samfundet været, at sørge for at have det godt. Eller formuleret mere defensivt: Undgå at blive genindlagt. Nu er det jo ikke et arbejde i gængs forstand. Men jeg valgte alligevel at sige, at det det er det, jeg får mine penge (førtidspension) for. Og det førte mig ind på tanken om borgerløn/basisindkomst. Fortsættes nedenfor.
 
(Forspil)
 
Nu har jeg formuleret
et spændende problem,
så jeg er eksalteret,
min arbejdsrus ekstrem.
Jeg nyder min askese,
studerer teori
er dristig i min tese.
Hør her lidt empiri: 
 
Min bedstefar var bonde,
min far var på fabrik.
Selv lærte jeg om grunde
til vidensdynamik.
Engang var ungdom masse,
historien fandt et trick:
Den kreative klasse.
Nu er enhver unik. 
 
Men rampelysets skygger
har ingen nådig gud,
børn skærer sig og dykker,
de voksne brænder ud.
Og gigt og diabetes
tog bedstefar, imens
min egen far han ledtes
i alkoholdemens. 
 
Allig’vel bør vi skåle,
for vand er altid sundt.
Det fremskridt vi kan måle,
er mere godt end ondt.
Med viden og ideer
lagt ud på internet,
kan tingene fungere
mangfoldigt, smukt og let. 
 
Men konkurrencen fordrer
behændighed og tæft
præsteret, solgt pr. ordre.
Koncerner, som gesjæft.
Produkter er komplekse
og tidens ungdomskuld
må bæredygtigt hekse
idéer om guld. 
 
Hvad ser vi mon herefter
i arbejdslivets tørn,
som hjælper liv og kræfter
hos vore børnebørn?
En vigtig ting at lære
bli’r omsorg, leg og ånd
i alle ting og sfærer
og produktionens bånd. 
 
Vi dropper læserbreve
om tvang mod ”apati”,
tør knokle, lade leve,
tør være/holde fri.
Kom, skændes grimme/pæne:
Debatten. Folk og fag
vil trives og vil tjene,
sit gode, næstens sag. 
 
Jeg tror vi transformerer
hver enkelt jobfunktion
vi rationaliserer
til gavnlig intention
med folkeapanage:
En indkomstgaranti,
hvor de med job og gage
får lønnen oveni. 
 
I hvert fald er der røre
om frihed og behov.
Nationer gennemfører
nok basisindkomstlov
blandt nye samfundsdyder.
For hjertets lampehus
er tændt, og håbet lyder
i glædens vingesus. 
 
Det ny vil åbenbare,
at nytte og talent
forøges ved at svare
til sjælens instrument,
mens lidelse og lykke
vil smelte hjerter om,
vi diskarnerer trygge
fra tab og alderdom. 
 
Frank Colding 2011-08-21 
Introduktion fortsat 

Jeg havde for længst været i arbejdsprøvning, hvor det blev konkluderet, at der ingen udsigt var til, at jeg kom til at forsørge mig selv ved et arbejde.

Ville det ikke være venligere, hvis det hed borgerløn? Og ville det ikke have været mere humant, hvis jeg ikke var blevet sendt i arbejdsprøvning? Ville det ikke være enklere, hvis alle fra starten bare var sikret en basisindkomst, der anerkendte deres menneskeret til at kunne leve? Jo, måske.

Og så alligevel slet ikke: Et samfund bygger ikke kun på rettigheder, men også på pligter. Børn har skolepligt. Voksne har arbejdspligt. Jeg hælder til, at vi skal bevare kravet om, at enhver borger over 18 har pligt til at forsørge sig selv. - Og så i øvrigt hjælpe dem, der ikke kan, til i rimelig grad at blive selvhjulpne. Jeg tror ikke vi slipper uden om begreber som ’diagnose’ og ’arbejdsprøvning’.

Vi slipper heller ikke for at skulle dø en dag. Digtet forsøger at give et tidsbillede, det handler om mere end basisindkomst. Og det stiller flere spørgsmål, end det besvarer.

At skrive et digt som dette er naturligvis et arbejde i sig selv, men skatteteknisk hører det til under begrebet ’hobbyvirksomhed’. Og det har jeg det fint med. God læselyst. (2016-10-30).
 
Forlaget Colding. © 2008-2018 | Rørmosen 81, 1. th., 4000 Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk