Hvem skal forresten bevare mit værk;
det skønne jeg skabte i livet?
Det skal en ydmyg, omhyggelig klerk,
som giver sig tid,
ta’r ting bid for bid
og opbygger hele arkivet.

En, som kan sætte system i mit rod,
som, alt mens jeg blomstrer og stråler,
ordner det hele og glæder sig god,
som siger ”farvel,
pas godt på dig selv”,
før jeg og kuratoren skåler.

En, som kan arbejde helt uden ros,
mens jeg slapper af i den bløde.
En, som er faglig arkiv-virtuos,
med selvdisciplin
og værdig sordin,
mens jeg tyller kaffe med fløde.

En, som er smidig, bevidst om sin krop,
mens jeg tonser kardio og styrke.
En, som gi’r nærvær i fritid og job,
som opfatter klart
og favner så rart.
Mens jeg bliver låst i mit yrke.

En, som er selvstændig autoritet,
imens jeg forguder min lærer.
En, som kan tænke med hjertets magnet,
helt uden kritik,
med stort overblik.
Mens jeg mig bekymret besværer.

En, som slet ikke har ondt af sig selv,
mens jeg giver op, trøstespiser.
En, som kan lege i skabelsens elv
helt uden besvær
og surt fedtelær,
og elske de mindste novicer.

Jeg er kun mig i et velstillet land,
en privilegeret på Jorden,
fri til at tumle med hvad jeg nu kan,
forsøge igen,
og ses med en ven,
spadsere på ture langs fjorden.

Klerken er ikke til disposition,
og han måtte kræve en hyre.
Eneste bud er en sælsom person,
der digter sig blå,
og prøver at få
idéerne ned med sin lyre.

Frank Colding 14. august 2023