(Forspil)

Jeg er drattet ned fra månen,
landet i min gode stol,
og jeg aner, hårets grånen
skyldes mer’ end vind og sol.
Man må kæmpe mod forfaldet
si’r jeg ofte til mig sel’.
Men går hen og bliver skaldet,
gør jeg nok alligevel.

Dagligt må jeg overvinde
kroppens træge dovenskab.
Og hver morgen genopfinde
mål og retning, lidenskab.
Giv mig drama og rabalder,
giv mig noget jeg skal nå.
Muser kender ingen alder,
de har nok at skønne på.

Om jeg piber eller synger
skal jeg passe mit program.
Jeg vil mene, det forynger,
masken bli’r i hvert fald stram.
Når jeg falder ned fra hesten
er der ikke meget grin.
Op igen og klare testen,
vise man har disciplin.

Aftenstunden er en lise
efter dagens hækkeløb.
Jeg får noget godt at spise,
sidder som en helt i svøb.
Musen derimod må dåne,
lægger gaflen med et ’klunk’.
Øverst skimter hun en måne
på den gamle digtermunk.

Frank Colding 12. februar 2019