(Forspil)

Jeg er stille, du er livlig.
Snart for meget. Snart for lidt.
Drømme-gnisten kom der tvivl i.
Forspil til et mareridt?
Så til morgen mig i spejlet,
så de hårde ansigtstræk.
Husker, at du havde stejlet,
nægtet rent at dø af skræk.

Voksne må vi ta’ ved lære.
Hvorfor blev det ’sjovt’ mod ’dødt’?
Hvad monstro der er på færde?
Måske har vi sammen mødt:
Fars den lille glade pige.
Mors den lille mutte dreng.
Din: på flugt ad himlens stige.
Min: forskanset, bange, streng.

”Tal til farmand, før han glider
bort med snapsen, hjælp os, Gud.”
”Gem dig. Se din mor hun lider,
flipper snart hysterisk ud.”
Det er sådan jeg fornemmer,
det er fat med dig og mig.
Det er indre barnestemmer,
som de råber hver for sig.

Voksne er vi et par timer,
så går børnehaven løs,
og du pludrer snak i stimer,
mens jeg sidder tavs og bøs.
Og da er det bedst vi sunder
os alene hver for sig.
Det er korte, gode stunder
vi skal dyrke du og jeg.

Frank Colding 27. maj 2018