Jeg har trænet med min krop
tit i denne uge,
må nu gå og bløde op
hjemme i min stue.
I dag er ikke som i går,
det er den oftest ikke.
Har jo del i tidens kår:
småt med faste skikke.

Sjældent kan jeg regne ud,
vælge en metode.
Men må stole mest på Gud,
mere end mit ho’ed.
I går var det at være fit
en trivselsparameter;
tæller lige nu kun lidt
oppe hos Sankt Peter.

Måske øve smidighed?
Tja, jeg kan kun gætte.
Kæmpe imod ensomhed?
Ingen er komplette.
Jeg pakker grej og ta’r afsted,
vil vandre og velsigne,
kalde kærligheden ned,
skjult, med venlig mine.

Møder mange smil i dag,
mens jeg går på gaden
i det nære nabolag.
Stiler imod staden.
Jeg tjekker ind på en café
blandt singler, mænd og koner,
mens jeg ser og bliver set,
spejler spejlneuroner.

Som en del af dette rum,
sidder jeg og skriver
fredens evangelium
med en stille iver.
Fornemmer mig tilpas social
med hjernen stimuleret.
Savner snart min første sal,
mæt og rekreeret.

”Var det Gud, som gav et praj,
det, jeg ku’ fornemme?
Eller blot metodegrej?”
Tænker jeg herhjemme.
Jeg tror jeg var intuitiv
og øste af erfaring.
Fandt en vej, der giver liv.
Tak til Gud for sparring.

Frank Colding 18. juli 2023