Jeg mærker en klump stof,
jeg vil levendegøre,
en modstand, der er ’tough’,
jeg må løsne og smøre.
Den ligger som friktion,
der kom til på min færden.
Kan åndens vibration
mon forløse dens verden?

Den er en hidsigprop,
den er kælderens rotte,
tør ikke træde op;
dragen skjult i sin grotte,
der med sit lumske spil
bytter brødet med stenen
og sender spærreild,
mod poeten på scenen.

Her står jeg så i dag
i et spotlys og steger,
mens fedtet drypper af
en beskæmmet plebejer.
Det værste, der kan ske
er fiasko på rampen.
Men pyt nu vær’ med det,
for det hører til kampen.

Jeg rejser mig igen,
som en tumlingedukke,
hvis glæde viser hen
til det sande og smukke.
Med tro og håb, alt godt,
som det lever i sjælen,
fordufter klynk og snot,
mine ’nerver’, min vrælen.

Hvad var det tunge stof?
Det var blot lampefeber.
Den fjerne filosof
med abstrakte begreber
står lige pluds’lig her
langt fra elfenbenstårnet
med, som i sikkert ser,
vild panik i sit hårnet.

Ak, det er ikke alt,
man kan helt forberede.
Så, ordets salte salt
må poeterne svede,
og stå med sceneskræk
og med kraft konfrontere
globale overtræk
videnskab konstaterer.

Vi taber vores Jord
med vort magt-paradigma.
Men, vinder vi, som tror
på et lyst indre klima
og kunst og poesi?
Mange kæmper på kloden,
skaber ren energi.
Men hvornår knækkes koden?

Snart er det slut med kul
hejst på Fynsværk-stationen.*
Og der er stadig hul
til poet-mikrofonen.
Kom, digtere træd frem,
flyv fra skrivebords-puppen!
Tag sproglig fynd og klem
med i oplæser-truppen.

Frank Colding 22. til 26. januar 2024

*Digtet i anledning af et arrangement i Lyrikgruppen FynsVærk (i forbindelse med Word Festival i Odense). Gruppens navn er inspireret af navnet ’Fynsværket’; et brændselsfyret kraftværk som producerer fjernvarme og el. Fynsværket skulle efter planen ophøre med brug af kul i 2024.