Jeg plasker lidt med vand
i min opvaskebalje,
og rengør min forstand
før den næste batalje.
Fred og idyl,
se, sol-regn fra skyen,
værs’go og skyl,
når marts går i byen.

Tørrer krus og glas
med et rent viskestykke,
og slapper af, tilpas
i min sindige lykke.
Nu er jeg mæt
af kvindelig væren.
Modta’r stafet
i kampen for æren.

Jeg følger mine mål,
gør de ting, der skal gøres,
min vilje er af stål.
(Er der rust, må der smøres
rigeligt, tit,
med kvindelig snilde
og kolorit).
Hvad var det jeg ville?

Øve på klaver,
og få hold på teknikken,
med mandig karakter
styre finger-butikken.
Fangsten går kvik
i dag i min ruse;
hun gi’r musik,
klaveret, min muse.

Vi er en hel person
her i vor kunstnerhytte.
En mand med ambition
og en viv, som kan bytte
kamp om til leg,
tålmodigt belønne,
åbne en vej,
der skaber det skønne.

Bliver stolt og stærk.
Jeg gi'r slip på kontrollen,
forelsket i vort værk.
Som et støvkorn af pollen
må det af sted
og finde en læser.
Kun ånden ved,
hvor ånden den blæser.

Frank Colding 23. marts 2023