(Forspil)

Jeg sidder her og heles
er varm i krop og fod,
komforten fint fordeles
imellem top og rod.
Bag panden: blide strømme
som tegner nye spor,
som intet vil fordømme,
kun hviske vise ord.

Men denne tilstand glipper,
når varmen bliver kold.
Da mine fødder slipper
er tonearten mol:
O, himmelstræbertumpe
hvad blev af ordets lyd?
Måske der er en pumpe
imellem nord og syd?

Vi længtes mod Vor Fader
i stille klosterliv,
hvor træghed, falbelader
fik deres korrektiv.
Med hang til gudsvisioner
steg sindene mod nord,
fortrængt blev hverdags-zoner
som dér, hvor djævlen bor.

Det var i fiske-tider.
Nu skal vi bære vand
fra brønde, hver som gider,
og skænke hvad vi kan.
Og vandet cirkulerer
til ånd og til fysik.
Hvis jeg må illustrere
den praktiske mystik:

Det handler mest om fødder,
for mig. - Hvor jeg har fat
i hverdag, hjerte-rødder.
Jeg ynder ofte at
få himlen ned til jorden
på enkel, magisk vis:
Man hilser folk langs fjorden.
Så lander Paradis.

Frank Colding 6. juli 2019