Jeg står ved en sø.
På vandspejlets flade:
Birkenes frø
og pollen og blade.
Den døser en ro,
så tøvende stille.
Kan her mon bo
det mindste gran snilde?

I går kom der skum,
det blæste ved havet.
Nu er jeg stum,
og lidet begavet.
Ak, tvivlsomme bund
i dybet af dammen.
Aldrende fund
må tage sig sammen.

Og gribe sit liv
med glæde og latter.
Det, visne siv
jo slet ikke fatter.
Dog slipper jeg, tror,
jeg må komposteres,
først blive jord,
så vitaliseres.

Og er det mon slemt
at tro livets love?
Fordufter bekvemt:
Hjemad og sove
og ta’ sin bekomst
i pund, fod og tommer.
Åkandeblomst!
Vi fødes til sommer!

Frank Colding, 27. marts 2018