Det er den rene jammer,
forladt i hver sit kammer
er vi kun halvt i live.
Min tanke er blokeret
og glæden arkiveret,
men jeg skal til at skrive.

Jeg arme digterspire
jeg sidder her og stirrer
i glemslens sorte hul,
og ser de ædle skatte,
mit højsind lod forfatte,
værdisat til et nul.

Man betler sig til føden,
og digter sig mod døden
og får det sidste skub,
går bort ud'n at forvente,
ens sange bliver kendte,
det gjord' Ambrosius Stub,

hvis strofer stadig synges
af os, som vil forynges
i poesiens vand,
og føle vi er venner.
Gid det går hen og ender
med mine lig' sådan.

Frank Colding 2008-03-20