(Forspil)

Kom og lad os vandre mod
Boserup skov,
markedsplads og kræmmerbod
på domkirkens torv,
tage ind og blive mødt
og gå os lette,
tale, trave jævnt og støt,
til vi bli’r trætte.

Vores venskab har en drøj,
tryg melodi
og en åben, himmelhøj
livsfilosofi;
vi har gået egnen rundt
hver tid på året
og talt sindet lyst og sundt
med blæst i håret.

Sommervinden driver små
skyer af sted
under himmelhvælvets blå
uendelighed,
kaster fuglene så vildt
omkring deroppe,
hvisker lokkende og mildt
fra træers toppe,

løfter op til liv og ånd,
frisk energi.
Hør det stramme tungebånd,
der vrister sig fri.
Syng hver sanger, spurve bliv
kun ved at kvidre,
så det glade sommerliv
kan leve vid’re.

Tiden har sin egen lov;
efter en stund
sættes efterårets plov
i markernes grund,
og imens vi ånder ud,
og stemmen klinger,
dør vi lidt og går til Gud
på sangens vinger.

Vinternatten er musik
og partitur
med hver lille stjerneprik
i himmelens ur.
Mange folk og tider sang,
hvad døden bringer:
vågne op endnu en gang,
når klokken ringer.

Atter åndes luften ind,
forårsmotion;
våren stemmer vore sind
til høj vibration;
stiger op fra dybets rod,
mens solen skinner,
ta’r os flere nye skridt
mod åndens tinder.

Sommervinden blæser små
skyer mod land
over fjordens krappe blå
og kølige vand,
modned’ evigheden frem
i os og marken.
Mætte går vi vejen hjem
igennem parken.

Frank Colding 1996, 2005, 2007