Levemanden

Om gåsetrøst

(Forspil)

Jeg sidder på konditori
og lader mig beværte
af en servitrice.
Jeg føler mig så glad og fri
og lettet om mit hjerte,
for nu skal jeg spise

et gåsebryst med cocktailbær!
Af alle kreationer
på et fint service
er dette bryst mig evigt kær.
Jeg vil i små portioner
smage og lovprise.

Oh se på bærret, der sig sødt
til flødeskummet klæber
kun til benefice
for alt, hvad der er rødt og blødt
og smiler li'som læber
på en Mona Lise.

Og se på brystets faste form
det bløde, runde hvide
ligner Beatrice
i bar figur og vestenstorm
og set fra venstre side
på en marmorfrise.

Nu stiller jeg min sults begær,
det stormer i mit indre
og i en markise.
Jeg spiser op, men gemmer bær,
mens stormen bliver mindre
som en sagte brise.

Jeg har en fold i mit revers,
i den en lille æske,
jeg har købt i Nice.
Der gemmer jeg mit cocktailbær
i konservatorvæske.
Og jeg kan bevise,

at bærret er en amulet,
som jeg kan ta' og putte,
oh, det er en lise,
i munden, som en fin tablet
beregnet til at sutte,
når jeg er i krise.

Frank Colding 1993-08-23