(Forspil)

En lørdagsspadseretur må
gi' styrke til hverdagens dont.
Men hvad nu når himlen er grå,
med dunkel, diffus horisont?
Hvordan sku' det vække behag
og vise, at alting er godt,
når skabelsens syvende dag
er sløret og alt gråt i gråt?

Jeg trasker langs fjordbreddens strand,
ser skrigende måger på rov,
bli’r træt af at kigge på vand,
går ind i den visnede skov.
Og trist konstaterer jeg her,
at denne turistattraktion
slet ikke er andet end træ’r,
hvis no'n skulle spørge fra no'n.

Jeg stirrer mod skovtæppets bund,
mens regndisens flygtige støv
fortætter lidt em fra min mund,
betragter det nedfaldne løv.
Det glimter, så sjælen fornys
og råber på ånd og forstand:
"Se ilden i bladenes lys!
En flammende kobberrød brand!

Se, stubben med lysegrønt mos
udsender et fløjlsblødt skær!
Og se dog rubinfarven hos
buskadset med blodrøde bær!
Se, dugdråbers vand-perlemor
opsamles og surres og sys
med vandrette grene som snor
til kæder af glimtende lys!

Se, himlen har sølvfarvet glans
bag grene i sort silhuet!
Se farvernes rolige dans
i blågranens mørke palet!"
Nu rækker jeg armene ud
og påtager mig denne pligt:
At prise min skaber og Gud
med ord i et efterårsdigt.

For denne spadseretur har
forfrisket til livsmod og dont,
og tankernes himmel er klar,
om end der er grå horisont.
Betænk, hvad mit øje har set
og skuet til sjælens behag.
Et lille mirakel er sket
i dag på den syvende dag.

Frank Colding 28. november 1994