Lykkens Pamfilius

Om at overleve en dødelig dosis

Jeg er lykkelig!
Hvornår ta’r jeg ved lære?
Ved udtrykkelig
det bør man ikke være.
Skulle holde op,
forsage alt det sjove,
tænke på mit job,
hvile mig og sove.

For om tolv kvarter
så ringer vækkeuret.
Op af sengens fjer
og ud til cykelskuret.
Fart og endorfin!
Min lykke bli’r ekstatisk,
og jeg dør af grin
let og udramatisk

De må vække stor
opstandelse og røre
disse skrevne ord;
kan den slags la’ sig gøre?
Har man åndet ud
kan man vist ikke skrive
Så jeg er ved Gud
stadigvæk i live!

Frank Colding 2. marts 2007