Magisteren og chaufføren

Om kærlighedens årstider

Ham
Bumler med ekspressen hjem fra jobbet, skal med bus.
Kender jeg chaufføren, går vi hen og bliver dus?
Hun ser reserveret ud, og vældig sej og skrap.
Hov, nu sprøjter dækkene med rendestenens sjap.

Hende
Det er vist magisteren ved dette stoppested.
Fin og dannet er han, jo den lyse sjæl vil med.
Jeg får lov at hjælpe ham igennem vintervejr.
Han skal nok til Netto, vade gennem sølet der.

Ham
Kvinden bagved ruden gør mig både glad og ør.
Træerne er grønnere, end nogen sinde før.
Mens jeg står og drømmer, denne skønhed er min brud
letter disen, se nu springer forårsblomster ud.

Hende
Synger der en solsort så velsignet ved min dør?
Er det mon en engel, en magister, i vigør?
Tænk, at han kan underholde, hilse glad omkring
nådig, som en løve. Gøre kåde bukkespring.

Ham
Danser ind i bussen, rejsekortet er billet.
Her er fint at være, vores verden er komplet.
Underfuldt er glimtet i to øjne hos min skat.
Dyrebart at køre i den lune sommernat.

Hende
Bumpene i gaden. Nedad mod en viadukt.
Førersædet fjedrer. Det går ud til mark og bugt.
Aftenstjernen stiger mod den lyse mælkevej,
lover, sommerstyrken aldrig vil forlade mig.

Ham
Bussen er snart fremme. Havde jeg blot dette held,
at vi kunne mødes hos chaufføren, hos mig selv.
Skitsen, der skal favne hende, former jeg med ord:
En altmodig vise for et løvfaldsenglekor.

Hende
Min magister giver mig en lap med kantet skrift.
Der skal lukkes kunder ud af denne busbedrift.
Stormen tuder grene sorte på novembervis.
Der er langt til forår. Verdens skønhed har sin pris.

Frank Colding 4. februar 2013