Sang-univers / Samfund / Arbejde / Tage på job / Mandagsmenneskene
Mandagsmenneskene
Om at omstille sig søndag aften
 
(Forspil) 
 
Nu ta’r du af sted ud i vejret;
så kommer den piskende regn,
mit sind bliver trist og besværet,
fordi du forlader min egn.
Du sidder i bussen og toget,
og tøjet og håret er vådt,
og livet så temmelig broget,
for ikke at sige: lidt gråt.
 
Vi var ellers lige så trygge,
begyndte at give os hen
til weekendens sindige lykke,
men så bli’r det mandag igen:
Vi skilles for hverdagen kalder,
i morgen ta’r samfundet fat,
men regndråber pisker og falder
så tungt mod min rude i nat.
 
Jeg skulle nu slet ikke klynke
med alle de chancer, jeg fik.
Så glat den medlidende rynke,
og løft det bekymrede blik.
Vi har alle noget at give,
når fordringen ses som en ven,
og mange skal holdes i live,
det bliver de fleste såmænd.
 
Der er, blandt et utal af hylder
i samfundets æskesystem,
en enkelt, for mig, der fortryller
og ændrer mærkat til emblem.
Og denne er digternes kasse,
om end jeg er en af de små,
i den kan jeg rent faktisk passe;
kun sjældent bli’r mandage blå.
 
Men digte, kan de gøre nytte
for andre end digterens jeg?
Ja, nogle vil læse og lytte
og genkende noget af sig.
Måske vil de hylde den hylde,
som mandagen sætter dem på,
og lade sig hverdagsforgylde,
og opnå de ting, de kan nå.
 
Frank Colding 2007-01-14,
Forlaget Colding. © 2008-2018 | Rørmosen 81, 1. th., 4000 Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk