Sang-univers / Samfund / Tro / Kirke / Maria og Martha
Maria og Martha
Vekselsang for to stemmer og orgel
Uropført i Jakobskirken, Roskilde 9. september 2018
 
(Forspil)

1.
Maria
Min dåd kender ingen,
det ved jeg skam godt.
 
Martha
Jeg går efter tingen
i stort og i småt.
 
Maria
Jeg prøver at tjene
min næste og Gud.
 
Martha
For mig er det rene
det huslige bud.

2.
Maria
Jeg bløder for livet,
derfor er jeg til.
 
Martha
For mig er det givet
at spille et spil.
 
Maria
Jeg beder for verden
og tror det gør gavn.
 
Martha
Min handlen og færden
får skibe i havn.

3.
Maria
Jeg bruger din vare,
jeg stiller min trang.
 
Martha
Jeg søgte fanfare,
men fandt kun din sang.
 
Maria og Martha
Lad hverdagen teste
mit virke, mit bud:
At tjene min næste
og elske min Gud.

Frank Colding, 23. november 2014
Forlaget Colding. © 2008-2018 | Rørmosen 81, 1. th., 4000 Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk