(Forspil)

Morgenfruen spejler aftensolen
med et varmt og dæmpet gyldent skær,
smiler listigt hen mod havestolen,
mest af alt mod mine bare tær,
der fordyber sig i græssets bløde,
grønne, lune, tætte fjedrebund
Skaberen har redt for at forsøde
livet for dem denne aftenstund.

Nabokonen høres iltert snakke
om at hun har knoklet på sit job,
om de tunge løft og hendes nakke,
og at hun måske vil sige stop.
Døren lukkes, her bli’r atter stille,
græsset dæmper blidt et fuglefløjt,
morgenfruen, hvad monstro den ville
sige, hvis den kunne tale højt?

Ville den mon bede mig forløse
den fra jordens hårde trange sted?
hviske: ”Lad nu være med at døse,
pluk mig før end solen den går ned”.
”Plukke dig? Gad vist hvor dybt det bunder?”
tænker jeg, mens vinden løjer af,
skygger vokser - der! - går solen under
under genbohusets røde tag.

Og jeg henter os en aftenpilsner,
himlen farves nu med sving og spræl,
solen vinker sine sidste hilsner
i turkis og rosa akvarel.
Lyset gråner, jeg går til min stue,
i en lille vase bliver sat
en bedugget, stædig morgenfrue,
som vil kysse mine tær god nat.

Frank Colding 6. august 2007