Nu gløder morgensolen rødt
og fugle hæver røsten,
mens vores jord den drejer støt
og roligt imod østen.
I solen skabes gyldent rav:
En stribe på det stille hav
fra horisont til kysten.

Min sjæl vær glad, vågn op til dåd,
stå op til dagens færden.
Vær nu frimodig, vær blot kåd,
lad fryd besejre smerten.
Luk hjertet op og lad mit sind
ta’ mod det lys, som strømmer ind
fra Evighed til Verden.

Og dette lille under sker,
at Ånden nådigt fylder
mit hjerte op, så øjet ser,
at solens skær forgylder
alt, hvad dens stråler lander på,
mens fuglesang mod himlens blå
vor Gud og Skaber hylder.

Min Gud, højt på din tronestol,
al din er verdens hæder.
Tak for din skønne morgensol,
som lyser, hvor jeg træder.
Og tak, at du i dæmrings dis
gi’r mig et glimt af paradis
og salighedens glæder.

Frank Colding, Juni 1995

Mel.: Hvad kan os komme til for nød