Du stod i butikken, så kongeligt smuk.
Satte mig i dig med dybfølte suk.
Din favn var så venlig og rar og behagelig,
bredte mig lettet, forelsket og magelig.
Roser var drysset med kreativ hånd,
herligt designede, helt i min ånd.
Et tankefrø dalede ned og blev sået:
Du skulle vende mod haven og blået.

Og da jeg blev syg, gav du tryghed for to,
i dine arme var mødrene ro.
Historier fandt jeg i skyernes flager,
fortalte dem gerne, når børn spiste kager.
Tingene sattes i nyt perspektiv,
bag øjenlågene var der et liv.
Hver eftermiddag blev min krop, med samt synder,
lutret på rejse på venlige hynder.

Jeg så mig i fjort’ne’ århundrede som
nonne, der bad i et kloster i Rom.
I Afrika var jeg en mand, ikke kvinde.
Er det mon drøm, eller er det et minde?
Nu er du, sofa, så falmet og slidt.
Selv dit design er forældet, fallit,
og temmelig længe har tæpperne dækket
kattenes poter og krads i betrækket.

Men selv er jeg helet og lever nu godt,
så jeg må sige, du klared’ det flot.
At vore ”hynder” har mistet faconen.
er jo forståeligt sent på sæsonen.
Snart ender dit liv på en genbrugsstation.
Selv har jeg stadig en fremtidsmission.
På den vil jeg huske de arme du strakte
mod mig og give de roser du bragte.

Tekst: Jytte Westendahl, 2011
Tekstbearbejdning: Frank Colding, 2013