Det var det forår hen a’

to-tusinde-og-et,

at solens dronning Helia

udstedte sit dekret:

”Enhver skal gå med sokker

i Buddha-hal”. ”For pokker!:

paketten i vort tempel,

mit renommé, min hyre

har laksegl uden stempel

og tåler ikke syre”.

Men næste gang vi stævner

vor drot i denne sal,

slår barnetroen revner

mens tillid bli’r til kval:

For hvem ser jeg, der møder

i bare lotusfødder?!

Mon de kun sveder honning?!

Og ler man eller græder?!

Det gør s’gu solens dronning

i nye kejserklæder!

Jeg gemmer mit spontane:

”Du mangler uniform”

og dropper at formane:

”Følg dog din egen norm!”

Går senere til Lise

og spørger: ”Har du vise,

som ofte knækker nødder,

lidt fod på stedets lære

om strømpeløse fødder?”

Hun svarer: ”Ja, min kære.

Jeg tror hun provokerer,

fordi hun er så vis

og hellere og mere

vil smelte hjerters is.

Måske hun ikke sveder

som os, der går og leder.

Jeg ved det faktisk ikke,

men her er godt at være,

lad bare sagen ligge,

hun er reel, på ære”.

Går til en ny fortrolig,

dog uden særligt held,

hun svarer skarpt, men rolig:
”Spørg vores leder sel’!

Måske hun jordforbinder

en strøm fra åndens tinder”.

Mon det er mig, der pjokker?

Gør damen som hun skulle?

Hun bruger jo kun sokker,

hvis der en dag er kulde.

Jeg spør’ en ordensbroder

af mandomskraft og mod,

som medgi’r at vor moder,

vist går og laver rod.

Han siger tung i sinde:

”Jeg elsker denne kvinde.

Så lad os dulme harmen

og ryste vore kroppe

med hoved under armen

og rende rundt og hoppe”.

Men gymnastikken giver

ej klarhed i min sag.

Det ender med jeg skriver

vor drot et brev en dag:

”Jeg håber ik’, jeg støder,

men hvorfor bare fødder?”

I svaret ku’ jeg læse:

”Fordi du så ku’ spør’e.”

Da ser jeg damens næse

med ét bli’ meget større.

Frank Colding, 2002-4