Stjernebetragteren

Uropført julenat 2016 i Jakobskirken, Roskilde

(Forspil)

Det åndede næppe.
Is over fjorden.
Og sneens tæppe
svøbt omkring jorden.
Jeg anråbte døde
stjernekrystaller
fortabt i øde,
natsorte haller.

Var kæmpe, mikrobe,
mægtig og lille
blandt stjernehobe.
Natten tav stille.
En spinkel stjerne
tog til at tindre
mod troens kerne,
lagt i mit indre.

Jeg gik til min bolig,
fandt her på bordet
lidt brød, blev rolig,
tænkte på Ordet.
Da fødtes Du, spæde
Frelser i stalden.
En fredfyldt glæde
svared' min kalden.

Frank Colding 30. december 1995