Himlen er så blå i dag,
vi åbner til altanen,
sengetøjet tages af,
der luftes ud i kanen.
Biler suser på en vej
og fuglene de kvidrer,
synger at de synes jeg
skal se at komme vid’re:

”Gå nu ud og brug dit liv,
det kræver verdens trængsler:
nød og sult og krig og kiv
og uopfyldte længsler.
Du har lov at ha´ det godt,
lad vær’ at skade andre,
hjælp og kæmp, oprigtigt blot,
med det, du vil forandre.”

Men en let forarget stær
strør salt på åndens føde:
”Du’ en rigtig farisæ’r,
der lader verden bløde,
mens du bare gemmer dig
i dynen, i idyllen,
du kan ikke narre mig,
du har din del af skylden!”

Lytter til kynismens list
og ansvarsallergien:
”Lider andre? Det var trist.
Hvad nytter empatien?”
Har den vrede stær mon ret,
har jeg en skyld, som tynger
på mit indre regnebræt,
og må jeg kaldes synder?

Nej, jeg mener, jeg er sund
og forholdsvis retfærdig,
indser konsekvens og grund,
er ligefrem og værdig.
Lille stær du plukker fjer,
du blander dig og fjærter!
Hør, hvor venligt solen ler
til begge vore hjerter:

”Se nu blot at komme ud
af rede og af kammer,
I må bruse jeres hud
og gi’ en morgenkrammer,
gå i gang med dagens plan,
fortrænge nattens syner,
ud på kviste og altan
og lufte fjer og dyner.”
Frank Colding 2009-08-20