Sang-univers / Samfund / Teknologi / Teknologioptimisten
Evolution og byggegrunde
En solskinsmorgen jeg satte mig ned og skrev. Og mismodet vendte. Huset og dets beboer rystede i de dage. En mildest talt pågående gigantisk gravemaskine
på nabogrunden var i færd med at underminere min sidste rest af selvtillid
med gennemtrængende dunder og nedbrydende vibrationer. Alligevel var der noget smukt og godt over den, viste det sig. (Introduktion FC 26-10-2016)
Teknologioptimisten
Om evolution og byggegrunde
 
(Forspil)

I dag står solen opbyggeligt op,
vågen og restitueret,
mismodets gamle bedøvende drop,
slukket og udmanøvreret.
Den lyser glad på en entreprenør
Skinner, mens gravemaskiner,
hjulpet af stærke hydrauliske rør,
udfører arbejdsrutiner.

Med olietryk på adskillige bar
virker de, dyrene skovler,
stempler er muskler, der trækker i par,
faste strukturer er knogler.
Som dinosaurernes flænsende bid
raser de lige til benet,
servobetjent og på slet ingen tid,
også hvor jorden er stenet.

Jeg ser én løfte sin tonstunge last,
tynget som mismodets drage.
Byrden blir losset, min indre fantast
hører det buldre og brage.
Så ændrer føreren grebene i
dyrets elektriske tøjle,
nakken den rejses, og op i det fri
drejer en yndefuld øgle.

Forklædt som samtidens teknologi
danser den nu for mit indre,
bygger de hjem vi skal tilpasses i
varmere somre og vintre.
For med sin rygmarv og storhjernebark
redder vor art sikkert livet,
forsker og graver erkendelsens mark,
bygger hvor grunde blir givet.

Frank Colding 30. marts 2007
Lykke Pia Jespersen
26/10-2016
Det er bare et brandgodt digt i sin helhed. Og så elsker jeg det, at solen fremkommer igen; restitueret. Det kunne jeg aldrig have fundet på. Du har en mageløs billeddannende evne.
 
Dino
21/03-2013
Så er vi her igen! Der hvor der klogt reflekteres over livets selvfølgeligheder, der trods deres velkendte eksistens stadig kan beskrives indsigtsfuldt og overraskende med en passende blanding af afstandtagen og accept. Denne gang om hydrauliske gravemaskiner, men det kunne have været flyvemaskiner, undervandsbåde eller det moderne køkkens maskinpark. Det handler om at kunne se og få det sagt. Det kunne Halfdan Rasmussen og Piet Hein. Og så Frank Colding! Mvh. Dino.
 
Maxx
21/03-2013
Hej Frank Jeg må sige jeg er benovet! Aldrig havde jeg troet jeg skulle se sådan på en 8-tonser, men det fik du da lige klaret for mig, tak! Og rimene er jo så fantastisk spot on, som noget - hold da op. Jeg bøjer mig i støvet, for dig og for graveren! - Max
 
Slentrende vals
Keld Telen har i 2016 komponeret og indspillet denne charmerende slentrende vals.
 
Melodien bevæger sig organisk op og ned i tonerækker med små spring, bortset fra enkelte ’kraftspring’ ved ”udmanøvreret” i takt 14 og ”stærke” i takt 26.
 
Harmonisk spændes der op midtvejs med en modulation til dominanten, hvorefter ’dansepartneren’ elegant igen føres ned på grundtonen til slut. (Introduktion: FC 01-11-2016)
 
Forlaget Colding. © 2008-2019 | Rørmosen 81, 1. th., 4000 Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk