Det emmer af tryg atmosfære
herinde i stuens krog.
På sofaen ligger min kære
og læser en spændende bog
om helte og ældgamle dyder
og blomster og bly romantik,
mens stereoanlægget syder
af god renæssancemusik.

Derude i skumringens skygge
fortoner sig endnu en dag,
men inde er varme og hygge
og kaffe med nøddebrændt smag.
Jeg stryger en tændstik og tænder
tre håndstøbte levende lys:
Med ét får min isse antenner,
langs ryggen et sitrende gys.

Og samtidig kan jeg fornemme,
måske bare noget jeg tror,
en sagte, men klingende stemme,
som siger de venlige ord:
"Hallo, kan du hør' os dernede?
Stil ind på dit hjertes station.
Vi tænkte, du snart ville kede
dig uden lidt inspiration.

Vi er diskarnerede guider,
som står i din auras felt,
og giver små vink og gelejder
dig, du vores jordiske helt.
På sofaen ligger din pige
og drømmer om skjalde og dåd;
de drømme skal holdes vedlige,
så lyt til vort velmente råd:

Små kærtegn er livsforekomster,
som styrker et forhold på sigt,
forær hende yndige blomster
og syng så et kærlighedsdigt
som dette: Min ædle veninde,
jeg kysser din hånd og gør kur.
Såfremt du vil være min kvinde,
forbliver jeg din trubadur!”

Jeg takker ærbødigt for prajet,
forbedrer mig straks, resolut,
og rømmer mig, siger lidt kvajet:
“Min elskede nuser, min snut,
du skønne, du smarte, du raffe,
mit lys i den sorteste nat,
kom, skænk mig endnu en kop kaffe,
så er du en engel, min skat”

Frank Colding ca. 1997