Tvivlerens februar

Om at synge sindet lysere

Det er sikkert godt at skrive,
også lidt på vers og rim,
se hvad mening det kan give,
håbe på den bli’r sublim.
Men den høje kunst og ære
gør mig skrækkelig nervøs,
det er bedst jeg lader være
med at blive ambitiøs.

Er det flygtigt, hvad jeg bygger
til min læsers hjertebund?
lidt der varmer, lidt der hygger,
uden viljens faste grund?
Tænk, hvor dagen dog er tåget,
februarmelankoli,
vægelsindet, træt og kroget,
mon al fremtid er forbi?

Går en tur, ser træers stammer
række grene i det grå,
våren sigter før den rammer:
se, hver kvist har knopper på.
Disen letter, himlen luer
i en gylden solnedgang;
og om bare et par uger
har vi atter fuglesang.

Så mit håb lad dig ej kue
af de trange vinterkår,
sammen kan vi næring suge
af et tegn på snarlig vår,
mærke glæden ved at skrive,
digte knopper godt fra start,
formulere os i live,
synge sindet lyst og klart.

Frank Colding, 2000-2