Sang-univers / Kærlighed / Vulkanen
Vulkanen

(Forspil)

 

Du siger nogle gange noget,

som ikke føles rart,

og jeg har lige netop kloget

mig på det i en fart,

og vakt min barndoms glemte harme

med tunge alvorsord,

så vreden sprutter, Gud forbarme

sig før den bliver stor.

 

Mærk aftenbrisen. – Åh – Den svaler.

Hør, lyde fra vor by.

Se, lygter tændes. Duggen daler.

Bliv god. Bliv god på ny.

Og kære dreng dybt i mit indre

hav tillid til din mor,

for kærligheden blev kun mindre,

når hendes angst var stor.
 

Nu går du, du min egen kone

omkring og har det svært,

fordi min lava strømmed’ glo’ne

og sydede så sært.

Men du har også lov at være,

ja, være den du er,

og angsten håber jeg du bærer,

og at du har mig kær.

 

Jeg elsker dig. Og vi har klaret

langt vanskelig’re kval,

og syn fra tinder er bevaret,

vi er blot i en dal,

hvor busser bakser gennem byger

og sørgetågers spind,

før solen stiger som fornyer

af freden i vort sind.

 

Snart går der atter festlig blæsen

med kugler af basalt,

som du vil kløve med dit væsen,

mit hjertes ét og alt,

og finde kokos gemt i nøden,

og ægte ametyst

der spejler mælkevejens gløden

og fjordens lyse kyst.

 

Frank Colding 2009-07-30


Hannelore
26/08-2009 Kære Frank I dag fandt jeg "Vulkanen" som dagens digt. Noget om det der sker i alle parforhold: man føler sig såret af noget den anden gør eller siger, fordi det prikker til et gammelt sår fra vores fortid. Der er så megen ømhed i digtet, og ydmyghed, at jeg bliver rørt. Tak for det.
Forlaget Colding. © 2008-2018 | Rørmosen 81, 1. th., 4000 Roskilde - Danmark | fcl@oncable.dk