Jeg sidder i min have og forsøger
at fange denne aftens poesi,
og håber på at muserne besøger
mit sind og sætter digterpennen fri.
Desværre er jeg tung og trist til mode,
har længe været ene med mig sel’,
og glemt, at livet faktisk er et gode,
at her er smukt, når som’ren går på hæld.

Men skal jeg danne klangbund for en muse,
da må jeg stemme sjælens instrument,
så skønne ord og toner de kan suse
herned fra aftenhimlens firmament.
Desværre vil det ikke rigtig klinge,
og ingen muse hvisker mig en sang.
Det er som om jeg ikke helt kan svinge
i takt med denne aftens solnedgang.

Allig’vel skinner himlen rødt som ravet,
fra ”tusind tårne funkler pure guld”,
med ”strålestøtter” over Vesterhavet
sig spejler borgen klar og underfuld”.
Desværre er det hele lånt og taget
fra ham den gamle B. S. Ingemann.
Hans ”slot i vesterled” er nok bedaget,
men står så flot og holder endnu vand.

Men, er der ikke nye ord, der venter?!
Vort sprog er dog så stort og smukt og rigt!
Ku’ jeg kun bli’ den næste mand, der henter
en aftenhimmel ned i vers og digt!
Oprigtigvis må jeg dog blankt erkende,
at dette skribleri er tem’lig tyndt;
så aftensangen slutter med at ende.
(Ja, faktisk blev den aldrig helt begyndt).

Frank Colding, august 2000