Er livet ikke skønt

 

Forspil

Er livet ikke skønt,
når vi kan trække vejret,
og håbet lysegrønt
kan løsne for besværet.
Når vi kan give slip
og både le og græde.
Se mer’ end næsetip
og mærke frihed, glæde.

Mellemspil

Min verden af i går
var blevet alt for meget.
Et gammelt snavset sår
er vasket rent og plejet.
Det er mit store held,
jeg følte smerten, vånden,
og tilgav gammel gæld,
da jeg blev ført i ånden.

Mellemspil

Og mennesker gav vink
helt uden klart at vide,
de lyste op som blink,
der hjalp mig i min kvide.
Guds forsyn ledte mig
forunderligt maskeret.
Jeg stoler på Hans vej,
i live, dedikeret.

Mellemspil

Er livet ikke skønt,
når vi kan trække vejret,
og håbet lysegrønt
kan løsne for besværet,
når gammel skyld og trods
er mindre tungt til stede.
Vi lever, retter os,
og mærker frihed, glæde.

Frank Colding 16. august 2025