Græsenkemanden
Om at være forladt af sin muse
Man kører hjemad fra arbejde nu
dernede på vejen,
selv er jeg færdig og ude af brug
og ensom, min egen.
Døser bag ruden i sollysets skær
i ly på altanen,
vågner og glor ud på søvnige træ’r.
Så læsker jeg ganen:
Halvtriste guldbajer, fyraftens øl
du er blandt de skatte,
som bliver rustne og tæres af møl,
og gør os lidt platte.
Vi lever ikke alene af brød,
det siger de vise,
og aftensmaden den kan jeg ved grød
knapt synke og spise.
Der kommer bussen, den hoster forbi
med solen i ryggen,
mens min altan bliver kølig, fordi
den nu er i skyggen.
Lavt flakser ånden i Rørmosens dal
i aften, gud dødme,
og solnedgangen er just så banal,
at himlen må rødme.
Frank Colding 2. september 2010
comdotte
29/09-2010
Hvor er det godt skrevet! Den specielle stemning du er i - som jeg også kan nikke genkendende til ... Sidste vers er da helt fantastisk 🙂 comdotte
Westwndahl
28/09-2010
Hej Frank. Endnu et digt i sædvanlige gode stil. Ja, en kold øl på altanen i solskin er ikke at foragte. "Blandt de skatte,som bliver rustne og tæres af møl" ØH? NÅ! Kan en øl det? JEG ved det ikke, for jeg har dem aldrig så længe. Undrer mig ofte over hvor alle de tomme flasker kommer fra! Jeg køber aldrig tomme flasker.... Nå nu lyder det som om jeg er alkoholiker...... Heldigvis ikke. "Solnedgangen er just så banal at himlen må rødme" og Rørmosens ånd. Det er sgu godt skrevet.. Det kan jeg rigtig godt lide. mvh Jytte