Du var vor morfar og ingeniør
og gik med blyant og regnestok,
ku’ tegne broer og var charmør,
ja, regne ud ku’ du rigtig nok,
og bygge op mellem træk og tryk,
hos dig fik dagene god struktur,
og mormors frugtsaft var herlig bryg,
din ligevægt, den solide mur.

Din jakke duftede stærkt og sødt
af menneske og af krads cigar,
det brune fløjl var så blankt og blødt,
og du var munter og lun og rar.
Du lagde søndags-kabale op
og tog os med i din tankesport,
vi sad og lænede mod din krop,
og vi fik lov til at flytte kort.

Når ting sku’ ordnes med hjemmesløjd
i jeres tjærede sommerhus,
så gik du foran og tænkte højt,
mens vi var iver og glædesrus:
En formiddag med et nyt projekt;
vi målte skruer og valgte bor,
så alt ku’ passe og vær’ perfekt
og vises frem for vor fjerne mor.

Så døde du, du vor barndoms ven,
og jeg blev siden en voksen mand.
En skønne dag så jeg dig igen;
jeg havde tabt tro og håb, forstand
og på min krop gjort mig selv fortræd.
Da dagen kom, bygged’ duften bro
fra fjerne forfædres landebred
og du gav svar, gav mig trøst og ro:

Tag kun det ansvar du kan og bør,
enhver må bruge sin regnestok
og omgås byrder som ingeniør,
ja, regne ud må du rigtig nok.
For lyst og pligt er som træk og tryk,
når du skal bygge dit livs struktur,
kom, lad os skåle i mormors bryg
på ligevægt og en holdbar mur.

Frank Colding 27. marts 2008, 2009