(Forspil)

Du siger nogle gange noget,
som ikke føles rart,
og jeg har lige netop kloget
mig på det i en fart,
og vakt min barndoms glemte harme
med tunge alvorsord,
så vreden sprutter, Gud forbarme
sig før den bliver stor.

Mærk aftenbrisen. – Åh – Den svaler.
Hør, lyde fra vor by.
Se, lygter tændes. Duggen daler.
Bliv god. Bliv god på ny.
Og kære dreng dybt i mit indre
hav tillid til din mor,
for kærligheden blev kun mindre,
når hendes angst var stor.

Nu går du, du min egen kone
omkring og har det svært,
fordi min lava strømmed’ glo’ne
og sydede så sært.
Men du har også lov at være,
ja, være den du er,
og angsten håber jeg du bærer,
og at du har mig kær.

Jeg elsker dig. Og vi har klaret
langt vanskelig’re kval,
og syn fra tinder er bevaret,
vi er blot i en dal,
hvor busser bakser gennem byger
og sørgetågers spind,
før solen stiger som fornyer
af freden i vort sind.

Snart går der atter festlig blæsen
med kugler af basalt,
som du vil kløve med dit væsen,
mit hjertes ét og alt,
og finde kokos gemt i nøden,
og ægte ametyst
der spejler mælkevejens gløden
og fjordens lyse kyst.

Frank Colding 30. juli 2009